Overblik: Her skyder støjskærme op langs hovedstadsområdets motorveje

Med torsdagens annoncering af tre nye støjskærme i hovedstadsområdet har det store infrastrukturforlig fra 2021 indtil videre kastet ti af slagsen af sig.


Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Støjskærme til en pris på 178 millioner skal sættes op langs tre motorvejsstrækninger i hovedstadsområdet.

Torsdag udpegede partierne fra forliget Infrastrukturplan 2035 støjplagede boligområder i kommunerne Gentofte, Rudersdal og Hvidovre, hvor lyddæmpende skærme på mellem fem og ni meters højde sættes op til gavn for mindst 518 boliger, der nu får sænket trafikstøjniveauet med mellem tre og mindst seks decibel.

Dermed er der nu blevet udmøntet støjskærme for over 450 millioner kroner i hovedstadsområdet, siden det brede flertal under den tidligere regering indgik den store infrastrukturaftale.

Med gårsdagens annoncering af tre nye støjskærme har pakken indtil videre kastet ti af slagsen af sig i hovedstadsområdet. Dem kan du se på kortet herunder:

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

I alt ti støjskærme i hovedstadsområdet er der kommet ud af Infrastrukturplan 2035-pakken. De tre, der blev annonceret torsdag, er vist med lilla.
I alt ti støjskærme i hovedstadsområdet er der kommet ud af Infrastrukturplan 2035-pakken. De tre, der blev annonceret torsdag, er vist med lilla.
Foto: Mia Cassens - TV 2 Kosmopol

I forbindelse med det store trafikforlig Infrastrukturplan 2035 blev der afsat tre milliarder kroner til bekæmpelse af trafikstøj. De skal primært gå til investeringer i støjskærme i særligt belastede områder langs statsvejene.

Da parterne bag forliget præsenterede aftalen tilbage i 2021, havde de allerede lagt sig fast på de første støjskærme, hvoraf syv skulle placeres i hovedstadsområdet. De blev endeligt vedtaget sidste år, og de fleste af dem er lige nu i gang med at blive opført, mens enkelte ventes at blive opført senere på året.

  • Motorring 3 ved Nørregårdsvej i Rødovre
  • Holbækmotorvejen, Vallensbækvej i Vallensbæk
  • Holbækmotorvejen, Bygaden i Brøndby
  • Rute 16 ved Meløse i Hillerød
  • Rute 16 ved Kregme i Halsnæs
  • Fuglegårdsvej og Ellegårdsvej/Kildegårdsvej i Gentofte
  • Helsingørmotorvejen ved Lyngby

Som led i den politiske aftale fra 2021 skal der dertil årligt udmøntes penge til nye støjskærmsprojekter fra den såkaldte støjpulje. Det er så her, torsdagens nyhed om tre nye støjskærme til hovedstadsområdet kommer ind i billedet.

For her præsenterede parterne fra Infrastrukturplan 2035 seks nye støjskærme langs statsvejnettet, hvoraf tre altså skal placeres i hovedstadsområdet.

  • Ved Ungdomsboligerne langs Helsingørmotorvejen i Gentofte (50,6 millioner)
  • Brådebæk ved Helsingørmotorvejen i Rudersdal (73,7 millioner)
  • Kettevej ved Holbækmotorvejen i Hvidovre (53,6 millioner)

I Danmark defineres et område som støjbelastet, hvis en boligfacade udsættes for vejstøj over grænseværdien på 58 decibel. Måles støjen til at være over 68 decibel, er der tale om en stærk støjbelastning.

Måling af decibel sker ud fra en såkaldt logaritmisk skala. Det betyder, at en forøgelse af støj på tre decibel fordobler lydstyrken. For eksempel er 63 decibel det dobbelte i lydstyrke af 60 decibel.

Ifølge Miljøstyrelsen lever omkring 750.000 husstande i Danmark over grænseværdien på 58 decibel.

Særligt i hovedstadsområdet er problematikken blevet mere og mere præsent de seneste år. Mellem 2012 og 2017 steg antallet af støjbelastede boliger i omegnskommunerne til København med syv procent.

En forskningsrapport fra Syddansk Universitet viste i 2021, at en længere periode med støjgener fra trafikerede veje giver en markant større risiko for demens. Jo højere støjen er, desto større er risikoen, konkluderede rapporten.

Sammenhængen skyldes ifølge forskerne bag rapporten en kombinationen af den stress og dårlige søvn, som støjgenerne kan medføre. Rapporten påviste 27 procent forhøjet risiko for Alzheimers og 18 procent forhøjet risiko for at udvikle demens, hvis man over en årrække eksponeres for trafikstøj over 55 decibel.

Du har læst en artikel fra TV 2 Kosmopol







Spørg Os - Afstemning

_



Nyheder

Sceneskift episodebilleder

76-årige Birgit er blevet ismutter: "Pensionister sættes i bås"

Louise

Naviair inviterede medier på besøg i kontroltårn - men ville ikke tale om elefanten i rummet

20201206-171533-A-3515x2343ma

Politikere reagerer på tvivl om udeservering: "Så kan man jo ikke regne med dem, der sidder herinde på Rådhuset"

Vis mere
20200827-074047-B-1920x1274we

Flåt med alvorlig virus breder sig i Nordsjælland – få bæstet væk i en fart, siger professor

Undervisningsministerens første besøg på en folkeskole

Eksperter om københavnsk navneændring af 0. klasse: Fint signal – men hvor er de konkrete ændringer?

Vis mere