Skabsvæggen i soveværelset har hun bygget.
Tv-bænken i stuen er et smooth Ikea-hack.
Radiatorskjulerne er også hendes værk.
Og sidebordet i udestuen. Hun har altid gang i et projekt.
- Vores rækkehus er jo super gammelt, så jeg har lavet noget i hvert et rum, siger Line Dupont.
Jeg har lavet noget i hvert et rum
Hun er slet ikke uddannet håndværker, men fra CBS. Men hun har lært sig selv at bygge. Den ene bolig efter den anden har fået et ansigtsløft.
- Jeg tror, at jeg var 18, dengang jeg renoverede min første lejlighed, og jeg har gjort det lige siden. Og er der ikke noget, jeg skal bygge, så sætter jeg gamle møbler i stand. Jeg finder altid på noget at lave, siger Line Dupont og fortsætter slibearbejdet på en af de fire træstole, hun i øjeblikket er ved at restaurere.
Et baneskifte
Hun sætter tingene i stand på egen hånd - og dog..
For hver gang hun laver et Ikea-hack eller et andet byggeprojekt, så deler hun det med sine tusindvis af følgere på Instagram.
Artiklen fortsætter under billedet.
Da jeg første gang talte med Line Dupont i november måned, havde hun 108.000 følgere på Instagram.
I starten af februar er det steget til 128.000.
Der er rigtig mange, der følger med og lader sig inspirere til selv at tage fat på DIY-projekter derhjemme.
Det er primært kvinder. De er mellem 25 og 45, og det er kvinder, der også gerne vil bygge ting selv.
- Det er primært kvinder. De er mellem 25 og 45, og det er kvinder, der også gerne vil bygge ting selv. Og som synes, at det er mega fedt og sejt, at en anden kvinde kan gøre det, så forhåbentlig er det en stor inspiration for dem, siger Line Dupont.
Hun må have ramt ned i noget, der virkelig er fart på lige nu. Det fornemmer man også. For overalt på de sociale medier dukker der imponerende DIY-projekter frem.
For det, der før var en hobby, har nu udviklet sig til hendes beskæftigelse.
- Jeg har siddet i et marketingjob i mange, mange år, og for halvandet år siden valgte jeg så at sige det op, fordi min Instagram var vokset, og jeg godt kunne leve af det.
Artiklen fortsætter under billedet.
Med i rullen
Det ser meget tjekket ud på hendes billeder og videoer på Instagram, men det er ikke sådan, at der aldrig er et byggeprojekt, der går skævt.
Men laver hun en fejl, så lærer hun af det og fikser det. Oftest er hun i byggemarkedet mange gang undervejs, fordi der lige er noget, hun har glemt. Så det er ikke en strømlinet proces.
- Jeg er jo ikke håndværker, og jeg er heller ikke fantastisk til det, jeg gør. Men jeg er vedholdende, og jeg elsker at lave det, siger Line Dupont.
Jeg elsker, at folk bliver inspireret af det, jeg laver.
Hun oplever da heller ikke at blive mødt med negative kommentarer, når hun viser sine byggeprojekter frem. Tværtimod.
- Jeg får kun positiv feedback, og folk siger; godt gået Line.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det betyder faktisk rigtig meget for hende, for det giver energi og mod på nye projekter, når internettet hepper. Og når hendes følgere sender billeder af de byggeprojekter, som de selv har kastet sig over, bliver hun utrolig glad.
- Jeg elsker, at folk bliver inspireret af det, jeg laver. Jeg synes selv, at det er megasjovt, og jeg kan ikke forstå, hvis andre ikke synes, at det er sjovt. Så når jeg får nogen med ind i rullen, så er det så fedt, siger hun og griner.